Aflevering
I Harmonien er det meget vigtigt for os, at det er trygt for forældre at aflevere deres børn, og at børnene er trygge ved at blive afleveret. Derfor mødes barnet altid af et pædagogisk personale, der specielt forholder sig til det i denne situation. Det pædagogiske personale er nærværende og sikrer sig, at de nødvendige informationer modtages og videregives. Det er altid rart at aflevere sit barn til en voksen, som viser interesse og byder en velkommen. Personalet er meget fokuseret på, at der skabes en afslappende og rolig atmosfære. Der må gerne være stille musik. Mellemgangen kan evt. tages i brug til de lidt vildere lege. En god aflevering kræver et godt samspil mellem pædagoger og forældre, og derfor er det vigtigt, at alle er tydelige i deres roller. Forældrene kan hjælpe deres barn til en god aflevering ved at tage ansvar for situationen. Det betyder, at forældrene tydeligt fortæller barnet med ord og kropssprog, at nu går de, og at de er helt trygge ved at overlade barnet til pædagogen. Selvom det kan være fristende som forælder at "snige" sig afsted, mens barnet er optaget af en leg, så er det vigtigt for barnets dag, at det er klar over, at far/mor er gået. Det skaber en tryghed hos barnet om, hvem der passer på det.
Det er helt naturligt, at barnet græder i starten, og det skal det have lov til – vi skal som voksne støtte og trøste barnet imens. Det er vigtigt, at forældrene siger ordentligt farvel til barnet, dvs. at man gør opmærksom på, at man går. Vi ved, det er svært at gå fra et barn, der græder, men I er meget velkomne til at ringe og høre, hvordan det går.
Eksempel på en god aflevering: De voksne på stuen siger godmorgen og velkommen til barnet og siger barnets navn. Spørger ind til om, barnet har haft en god nat og morgen. Smiler eller nikker, så man viser forældrene, at man har set, at de er kommet. Den voksne er nærværende ved at have fokus på det, der sker lige nu, og er igangsætter af aktiviteter, der kan lette afleveringssituationen for alle børn på stuen. Aktiviteter kan være historielæsning, stille musik og andre aktiviteter på gulvet alt efter behov.
Afhentning
Når barnet hentes om eftermiddagen, er det ligeledes vigtigt, at der skabes en god stemning, og at far og mor føler sig velkomne. Det er vigtigt, at personalet er i stand til at give forældrene tryghed og ved, hvordan barnets dag har været. Personalet skriver så vidt muligt på Famly hver dag, så forældrene har mulighed for at få daglig orientering om deres barns dag. Når barnet forlader Harmonien, er det vigtigt, at den voksne medarbejder tager afsked med barnet på en rar måde, hvor der bliver vinket og sagt farvel. Det gælder for alle børn, og selvom barnet bliver hentet lige omkring lukketid, så skal både det og forældrene have en følelse af at være i fokus fra en voksen.
I tilfælde hvor barnet har slået sig, og vi vurderer, at det ikke er alvorligt, men godt se slemt ud, vil vi ringe hjem og informere forældrene for at give dem mulighed for, at de kan hente barnet - og også for at undgå at forældrene bliver ubehageligt overrasket, når der kommer for at hente deres barn. Man kan også ringe med andre vigtige informationer, hvis den faste voksne fx har tidligt fri, eller det ikke er far eller mor, som henter den dag.
Som forældre (eller den I har til at aflevere/hente) er det jer selv, der checker barnet ind og ud på vores tablet på hovedtrappen.