Kommunikation på Famly
Generelt: Kommunikationen på Famly er et supplement til den daglige dialog mellem forældre og personale, men kan aldrig erstatte den mundtlige dialog. Derudover er Famly en visuel deling af hverdagen. I Harmonien er der et ønske om at forbedre kommunikationen mellem forældre og personale samt højne den faglige kommunikation på Famly. I Harmonien ønsker vi at holde en respektfuld og anerkendende tone både i den skriftlige og mundtlige kommunikation.
Beskeder på Famly (individuelle børn)
Hvem kan se beskederne?
Når forældre sender besked til barnets stue eller personalet sender beskeder til forældrene, kan disse læses af alle voksne, der er tilknyttet stuen. Men de kan potentielt også læses af alle andre fastansatte i Harmonien, idet personalet har mulighed for at til- og frakoble sig de enkelte stuer. Beskederne kan ikke læses af vikarer og de andre forældre.
Når denne form er valgt, skyldes det, et ønske om at sikre, at beskeder ikke går tabt, fordi en bestemt pædagog måske er på ferie eller fraværende af anden årsag. Medarbejderne er opmærksomme på, at de kan læse alle beskeder, men at de kun skal læse relevante beskeder. De er ligeledes opmærksom på, at informationer fra beskeder på Famly skal behandles på samme måde som mundtlige beskeder og at tavshedspligten overholdes.
Når forældrene sender en besked direkte til Monica (leder af institutionen), er det kun Monica og forældrene, der kan læse beskeden. Det samme gælder, hvis forældrene kommunikerer direkte med souschefen.
Forældre har altid mulighed for at se alle beskeder og informationer omkring deres eget barn. Dette gælder også, hvis forældrene er skilt.
Generelt om beskeder på Famly
Famly er en god kommunikationsform mellem forældre og personale om småting /praktiske ting i hverdagen. Det kan fx bruges til at skrive, at Farmor henter i dag eller, at et barn ikke har sovet eftermiddagslur, fordi det ikke var træt. Hvis der er behov for en mere uddybende kommunikation, så kan Famly bruges til at finde tid og sted til et møde mellem personale og forældre.
Famly er velegnet til korte beskeder som fx: ”Hun har sovet dårligt i nat”, ” farmor henter”, "vores barn har fødselsdag, hvad må vi tage med af spiselige ting?” eller ”vi har brug for en snak omkring vores barn”. Altså beskeder som personalet kan svare kort og hurtigt på.
Beskederne læses så oftest som muligt. Hvis personalet ikke svarer, skyldes det, at man er i gang med en pædagogisk aktivitet og/eller har fokus på nærværet med børnene. Hvis forældrene skriver efter kl. 13, kan de først forvente at få svar dagen efter. Hvis det er noget, der ikke kan vente til dagen efter, skal forældrene ringe direkte til barnets stue (dette gælder dog ikke beskeder om gummistøvler og andre praktiske ting). Dette skyldes, at der er færre voksne på arbejde om eftermiddagen og det derfor er svært at garantere, at alle beskeder bliver set.
Famly skal ikke bruges til, at forældre skriver til personalet vedr. bortkommet tøj, barnevogne m.m. Alle stuer har en glemmekasse, og skoven har en blå Ikeapose, hvor glemt tøj lægges. Hvis forældrene ønsker at efterlyse bortkomne ting, kan de bruge Famly til at skrive til forældrene eller hænge en seddel op ved hoveddøren.
Nyheder / opslag på Famly
I Harmonien bruger pædagogerne Famly til at dokumentere den pædagogiske hverdag i institutionen. Når personalet skriver på Famly, arbejder de ud fra to pædagogiske overvejelser:
1. Hvad er målet?
2. Hvad fik børnene ud af det?
Alle pædagoger skriver mindst en gang om ugen opslag om pædagogiske aktiviteter på Famly (ved sygdom eller andre uforudsete ting, kan det dog være, at dette ikke helt lykkes)
Det kan ikke garanteres, at alle børn er med på billederne hver gang, men det tilstræbes, at der løbende sker billeddokumentation af alle børn.
Ud over de pædagogiske opslag er der altid plads til opslag af mere hyggelig karakter.
Gruppebeskeder
Famly bruges også til at kommunikere om praktiske ting, der har betydning for alle forældre. Fx information om forældremøder, lukkedage, tilmelding til pasning i dagene før påske, opslag om sygdom osv. Derudover bruges Famly også til mere akutte beskeder som fx, at skovbussen ikke holder på sin faste plads, eller bussen er forsinket.
Forventninger til personalet
Beskeder må ikke læses i tidsrummet kl. 17.00 – 7.00 samt i weekenden, idet der opstår en risiko for, at beskederne bliver glemt til næste dag. Derudover er Famly et arbejds- og kommunikationsredskab til dialogen mellem forældre og personale og denne skal altid foregå i Harmoniens åbningstid.
Beskeder på Famly skal ikke læses i det tidsrum, hvor der foregår planlagte aktiviteter.