Mad- og måltidspolitik for børnehuset Harmonien
Denne mad- og måltidspolitik er udarbejdet af og godkendt af bestyrelsen i Harmonien. Politikken skal sætte rammerne for den mad- og måltidspraksis, der er i institutionen ved at definere en række værdier, mål og midler. Bestyrelsen, ledelsen og personalet vil evaluere mad- og måltidspolitikken i forbindelse med den årlige evaluering af læreplaner. Ledelsen er ansvarlig for implementeringen af politikken.
Mål og visioner
Formålet med politikken er
- at sikre børnene i Harmonien får en sund, varieret og nærende kost, der er udfordrende for børnenes sanser og giver energi til en god dag i institutionen. Mindst 75 % af råvarerne, som anvendes i madlavningen, skal være økologiske.
- at definere hvorledes måltiderne kan være et pædagogisk redskab, hvorigennem børnene styrker deres færdigheder og tilegner sig de værdier, som Harmonien står for
- en anerkendelse af forældrene har det endelige ansvar for deres børns ernæring
Værdier
Til alle tider og i alle kulturer har mad og måltider ikke blot været et spørgsmål om ernæring, men i lige så høj grad et middel til at skabe, fastholde og udvikle fællesskab og værdier. Måltider tjener således et pædagogisk formål og er et middel blandt mange til at skabe fællesskab og sammenhæng i børnenes hverdag.
Måltidet skal derfor styres af de værdier, som i øvrigt er grundlæggende for det pædagogiske arbejde i Harmonien:
- Omsorg
- Indlevelse
- Respekt for det enkelte menneske
- Samarbejde/positiv atmosfære
Respekt og indlevelse betyder, at det er vigtigt at anerkende forældrenes ansvar for deres børns ernæring og deres ret til at vurdere, hvilken mad deres barn har brug for.
Fordi måltidet skaber fællesskab, finder vi det afgørende vigtigt, at måltider og madlavning bliver brugt til at inddrage og anerkende det enkelte barn. Det betyder bl.a. at vi har respekt for, hvad det enkelte barn kan lide at spise og vi er opmærksomme på allergi eller andre forhold, der gør, et barn har madvarer, det ikke kan tåle. Det er ligeledes en værdi, at maden i Harmonien er sund og varieret, således børnene får det, de har brug for.
Måltider er også en måde at inddrage forældrene i Harmoniens liv. Det sker fx til sommer- og julefester, fastelavn, og andre lejligheder, hvor børn, ansatte og forældre mødes om et måltid og lærer hinanden bedre at kende.
Kostpolitik
Vi har en uddannet køkkenassistent ansat i huset på Mariendalsvej, som laver mad til børn i vuggestuen og til Noderne og sikrer, at børnene får sund mad. For os er sund mad først og fremmest varieret kost og vi bruger meget årstidens grøntsager og frugt. Mange af vores madvarer er lavet af friske råvarer og hjemmelavet. Vi undgår så vidt muligt tilsætningsstoffer og bruger minimalt med sukker og salt. I valget af råvarer har vi et primært økologisk køkken, hvor fordelingen er ca. 80 % økologisk / 20 % konventionel.
Vi tror på, at økologisk kost er sundere! Vi ønsker at tage hensyn til naturen og samtidig er det en del af Frederiksberg Kommunes overordnede målsætning for daginstitutionsområdet. Kostens sammensætning drøftes løbende på pædagogiske møder.
Måltider i løbet af dagen
De børn, der kommer inden kl. 8.00, tilbydes brød og grød. Til de helt små børn laver vi sutteflasker, grøntsags- og frugtmos. Frokosten er meget varieret og følger denne ugeplan:
Mandag: Grød
Tirsdag: Kødret
Onsdag: Suppe el. grøntsagsret
Torsdag: Fiskeret
Fredag: Rugbrød med lune retter
Til frokosten serveres vand og om eftermiddagen får børnene letmælk til maden. Eftermiddagsmaden består af boller og frugt og mandag af rugbrød, pålæg og frugt. Maden anrettes indbydende og nydes i en hyggelig atmosfære. De voksne spiser et ”pædagogisk måltid” for at motivere børnene til at spise.
Allergi
Vi samarbejder meget gerne med jer, hvis der er mistanke om eller konstateret allergi hos jeres barn og vi vil også gerne tage de særlige hensyn, som er nødvendige. Vi vil dog også have sikkerhed for, at det vi er med til er forsvarligt og derfor, skal I som forældre komme med en lægeerklæring. Det er nemlig barnets læge, der skal afgøre, om der er baggrund for at udrede barnet yderligere (undersøgelser eller henvisning til speciallæge) og det er også en læge, der skal beslutte, om barnet i perioder skal på en speciel diæt, hvor man fx udelader visse fødevarer. Det betyder altså, hvis vi skal tage specielle hensyn til barnet, gennem diæter eller væsentlige ændringer i kosten, er det nødvendigt med en skriftlig udtalelse fra lægen.
Handleplan for det pædagogiske måltid
Måltiderne i Harmonien er inspireret af Lise Ahlmann, og vi vægter den proces og læring, som børnene oplever, når de deltager i forberedelserne til måltiderne meget højt. Derfor er vi meget bevidste om at vejlede dem i de forskellige delprocesser, der er i disse forberedelser.
Frokosten i vuggestuen
For at lette dagligdagen har vi i vuggestuen brugt meget tid på definere de voksnes roller gennem hele måltidet. Det gør, at alle ved, hvad hinanden gør og det skaber ro og overskuelighed for børnene, så de ved, hvad der skal ske og hvad de selv skal gøre. Børnene øser selv op fra skåle og kander, som de også selv sender rundt i mellem sig. Tabes noget, kravler de selv ned og henter det og ønsker de hjælp, spørges naboen, inden den voksne griber ind. Børnene giver selv udtryk for, hvad de ønsker, inden den voksne handler for dem. Bestik er til rådighed, men fingerspisning er tilladt. De voksne sørger for, at der er en hyggelig atmosfære omkring bordet.
Efter endt måltid kravler barnet selv ned fra sin stol og placerer tallerken og kop på rullebordet, inden det tager hagesmækken af og putter den i vasketøjskurven. Ved rullebordet ligger klude, som hænder og mund tørres af i.
Måltiderne i børnehaven
Nodernes mad er lavet af Harmoniens køkkendame, mens skovbørnehaven får maden fra det fælles køkken i Svaneparken. Igen gælder det, at størstedelen af de anvendte råvarer er økologiske, nærende og en del af en varierende kost. Måltiderne oplyses hver uge på Famly, vores forældre kommunikations platform.
Noderne
Til frokost dækker børnene (i grupper af 4-6) et rullebord, som køres ind på stuen. Det er en god øvelse i at tælle, når der skal findes tallerkener, service, skåle, glas etc. Dette foregår, mens de andre børn vasker hænder og finder deres plads ved bordene.
Vi spiser i små grupper ved bordene og maden fordeles på de tre borde, hvor børnene selv tager, hvad de kan spise. Imens sidder der en voksen ved hvert bord, som er med i spørgsmålene omkring "hvad er det, vi spiser?", "hvorfor spiser vi?", "hvor meget kan man spise?". Og hvad gør man fx, hvis der ikke er mere vand på bordet, eller man mangler en kop? Her er svaret ikke, at en voksen henter det, men derimod opfordrer og guider barnet til selv at handle.
Skovbørnehaven
Måltiderne i skoven foregår stort set efter samme fremgangsmåde. Valg af børnegrupper foregår på forskellige måder med udgangspunkt i relationer, alder, aktiviteter osv.
Vi spiser så vidt muligt ude hele året, hvor vi kan mærke varm mad blive kold, kold mad blive varm og smør blive flydende. Vi sidder alle sammen på vores frokostterrasse ved to lange borde. Fælles for måltidet er, at vi sidder ned, smager på maden, taler sammen, fortæller sjove historier, ”hvad skal vi lave efter maden?”, ”hvad har vi lavet før?”
Måltidet samler os for en tid, hvor aktiviteterne holder pause. Og vi gør meget ud af, at det skal være en god oplevelse, som i høj grad bygger på humor og hygge.
Ved frugt og brød om formiddagen er det ligeledes en gruppe børn, som er med til at skære frugt og forberede dette måltid til deres kammerater.
Madpakker til eftermiddagen
I børnehaven skal børnene selv have en madpakke med til eftermiddags snack. Det gælder både for Noderne og skovbørnehaven. Også disse danner rammen for en fælles aktivitet og nydes sammen.
Sukkerpolitik
Vi sætter stor pris på, at fødselsdage og andre mærkedage bliver fejret og at barnet, der fejres, sættes i centrum og får nogle gode oplevelser sammen med deres kammerater. Ud over de gode oplevelser ønsker vi også at støtte op om, at disse dage bliver til sunde oplevelser for børnene. Vi har derfor en sukkerpolitik, som gælder, både hvis dit barn fejres i Harmonien eller hjemme hos jer selv i institutionens åbningstid.
Det er husets politik, at der ikke serveres slik, sodavand, flødeboller, is mv. da det har et højt indhold af sukker.
Traditioner
Ved traditioner, som Harmonien afholder, har vi dog besluttet, der gerne må serveres kage eller lign. Det betyder, at vi serverer pebernødder, æbleskiver med tilbehør osv. til julefesten, fastelavnsboller til fastelavn og kage til sommerfesten.